09.12.2011 Angus McFinney nomineret til Weekendavisens litteraturpris 2011
01.09.2011 Bogforum 2011 - samtale med Klaus Rothstein
Fredag d. 11. november kan jeg opleves på bogmessen i Forum i samtale med Klaus Rothstein om Angus Mcfinneys fatale forstyrrelser. Det foregår på Balkonscenen kl.16.30. Jeg håber, at vi ses ...!
27.06.2011 Portræt af Keld Conradsen i Weekendavisen (se selv efter ...)
Hvad jeg synes om portrættet? Tjah, hm. Jeg har det med at glemme, at man taler til hele offentligheden, når man taler med en journalist. Måske er det blevet lidt for helligt/banalt. Jeg kunne godt have tænkt mig at diskutere de enkelte kvinder, som Angus har forhold til, f.eks. Laila, som savner skønhed og er en tragisk skikkelse. Men det er min egen skyld ...
12.04.2011 Første anmeldelse
Så er ANGUS på gaden, og den første (heldigvis glade!) anmeldelse er tikket ind fra morgenstunden på bogblogger.dk:
"Keld Conradsen skriver rigtig godt, og jeg slugte den her historie på få dage, fordi jeg ikke havde lyst til at stoppe med at læse. Det paradoksale er, at der ikke sker ret meget, men alligevel handler den om virkelig meget. Den stiller spørgsmålstegn ved hele den måde, vi i dag vælger at indrette os på med ægteskab, børn, sommerhus og kæledyr, og hvordan det stille og roligt suger alt livslyst og energi ud af os."
Læs hele anmeldelsen
her.
09.04.2011 Nordisk Råds Litteraturpris og dansk litteratur
Her tre dage før ANGUS McFINNEY kommer på gaden, og Nordisk Råds Litteraturpris uddeles, lad mig slå et slag for den farlige Litteratur! Den litteratur, der vil mere end at dyrke sproget som et frithængende fænomen. Den litteratur, der ser sig som en mulighed til at udfordre den herskende orden og måske endda lave om på den. Kort sagt den litteratur, der ikke er udsprunget af forfatterskolen, der ikke piller navle og navle, der ikke er blevet indstillet til Nordisk Råds litteraturpris! I hvert fald ikke i denne omgang.
17.02.2011 ANGUS McFINNEY udkommer allerede d. 12. april
Udgivelsesdatoen for ANGUS McFINNEYS FATALE FORSTYRRELSER er rykket frem til d. 12. april. Så kan romanen nemlig nå at komme med i boghandlernes katalog. Ellers er vi ved at være færdige med bogen, der snart ryger i trykken. Forsiden kommer til at se ud som til højre. Og du kan læse tekstuddrag her!
15.12.2010 ANGUS McFINNEYS FATALE FORSTYRRELSER
Den 14. april 2011 udkommer min nye roman ANGUS McFINNEYS FATALE FORSTYRRELSER, som sædvanlig på Forlaget Modtryk. Lige nu arbejder vi med forsiden og med at finpudse manuskriptet og den slags. Og historien? Ja, den må du vente med til april ... men her kommer bagsideteksten som en appetitvækker:
Dette er historien om en mand, der en dag startede et hændelsesforløb, som flere måneder senere kulminerede i en slags seriemord med omvendt fortegn. Til hans forsvar skal det siges, at han intet usædvanligt foretog sig. Hvad der skete den dag var blot, at forskellige ting på samme tid kom i bevægelse.
Sådan starter historien om fotografen Angus McFinney, der lever et sorgløst og simpelt liv i København. På grund af sin store tiltrækningskraft på det modsatte køn har han som regel flere affærer kørende på samme tid. For tiden drejer det sig om den kølige advokat Merete Berthelsen, den livsglade forretningskvinde Nanna Willumsen, den forelskede Laila Alfredsson plus det løse.
ANGUS McFINNEYS FATALE FORSTYRRELSER er den skæbnesvangre og tragikomiske historie om en mand, der kommer til at forstyrre en række forholdsvis almindelige kvinders alt for almindelige tilværelser med fatale konsekvenser til følge.
10.11.2010 Oplæsninger hjalp
Danmarkshistoriens største oplæsningsarrangement d. 6. november på hovedbibliotekerne i København og Århus rettet mod nedskæringer i statens litteraturstøtte (der fik navnet MEGAlitt) var ikke forgæves. De eksisterende støtteordninger blev ikke skåret ned, tværtimod blev de gjort permanente, og hurra for det. Nu skal et uafhængigt udvalg så se på, om de beskyldninger om indavl og nepotisme i kunststøtteordningerne, der er blevet fremført på det seneste (blandt andet af Leonora Christina Skov i Weekendavisen), har noget på sig. Også hurra for det.
25.10.2010 Oplæsninger mod nedskæringer
I den nye finanslov lægges der op til kraftige beskæringer af statens støtte til forfattere (en gruppe med i forvejen meget lave indtægter). Det har blandt andet Dansk Forfatterforening protesteret imod og har som en af flere reaktioner arrangeret oplæsninger på hovedbibliotekerne i København og Århus lørdag d. 6. november. Selv vil jeg være at finde i Århus, hvor arrangementet løber af stablen mellem kl. 13 og 15 (i skrivende stund med 3 scener og 24 forfattere). Mød op og vær med til at støtte op om den i forvejen trængte dansksprogede litteratur!
8.10.2010 Ytringsfriheden igen
Der kæmpes igen om ytringsfriheden herhjemme, blandt andet foranlediget af Flemming Roses nye bog "Tavshedens Tyranni".
Det kan jeg som forfatter jo kun være tilfreds med. Alligevel er det godt nok irriterende, hvor ukvalificeret debatten er! Mest af alt fordi selve begrebet ytringsfrihed misforstås og misbruges igen og igen. Ytringsfrihed er jo i sit væsen en relativ størrelse, i og med at der altid og i enhver situation lægges begrænsninger på den. Enten af juridisk art (i Danmark kan man f.eks. straffes efter injurie- og racismeparagrafferne) eller af moralsk art (alle holder sig i bestemte situationer tilbage, fordi man ikke ønsker at støde en eller flere personer). Ytringsfrihed kan derfor kun diskuteres i forhold til konkrete situationer og giver slet ikke mening som et absolut begreb.
Ikke desto mindre har et kor af især højreradikale med vores tidligere statsminister i spidsen igen og igen fremhævet den som netop det: Et absolut princip, der svæver urørligt over vandene. Det er naturligvis bekvemt, når man har dummet sig og er presset og må lede efter undskyldninger, men altså også helt misforstået og desuden smadderfarligt! For ved at koble den udbredte ret til at ytre sig sammen med det højreradikale værdisæt (og må jeg lige være fri!), gør man den jo også unødigt sårbar over for angreb fra andre fundamentalister.
Alligevel er debatten om ytringsfriheden naturligvis supervigtig. Det ville for eksempel være virkelig forfærdeligt, hvis vi begyndte af holde os tilbage af frygt. Derfor har vi heller ikke andet valg end at støtte fuldt op om mennesker som Kurt Westergaard, der personligt må betale prisen for at have ytret sig.
3.8.10 Stemte s´er som "Bogbid"
Stemte s´er er denne uges "bogbid" i bibliotekernes bogbidder-projekt. Klik her for at komme ind på hjemmesiden, hvor du blandt andet kan høre første kapitel af bogen læst op (fra lydbogsversionen). Se i øvrigt her , hvad det glimrende bogbidder-projekt går ud på.
8.7.10 God sommer!
Jeg er ved at lukke ned for sommeren og vil benytte lejligheden til at ønske dig, kære læser, en god sommer med forhåbentlig gode læseoplevelser. Selv har jeg lige med fornøjelse genlæst Scherfigs "Frydenholm" og skal til at starte på Gabriel García Márguez´ "Erindring om mine bedrøvelige ludere". Den største læseoplevelse i det forgangne år? Måske Doris Lessings debutroman "Græsset synger" om et fattigt hvidt farmerægteskab i Sydafrika, selv om det næsten gjorde ondt at komme igennem den.
20.5.10 - Læseklub diskuterer Stemte s´er
Jeg har lige opdaget, at Stemte s´er er månedens bog i en læseklub på litteratursiden.dk. Fordi de har en masse interessante ting at sige om bogen, og fordi de også er ret venlige mod den(!), kommer der et link til diskussionen her. Tak til læseklubben!
18.3.10 - Forfattere og selvcensur
Dansk Forfatterforening holder d. 24. marts et møde om forfattere og selvcensur i forlængelse af den undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte kort før jul, og som fik masser af medieomtale. Forfatterforeningen var meget kritisk over for undersøgelsen, efter min mening fuldt berettiget. Her er, hvad jeg selv skrev som kommentar til spørgeskemaet (visse dele er jeg i dag ikke helt tilfreds med):
I spørger et sted, om Muhammed-sagen gav en vigtig debat, og jeg har svaret ved-ikke. Det har jeg gjort, fordi debatten vár vigtig, men desværre løb helt af sporet.
Her er der noget, der er enormt vigtigt: Kunstnere, i mit tilfælde forfattere, kan lige så lidt som andre mennesker påberåbe sig et abstrakt begreb om ytringsfrihed som legitimation for at skrive/tegne hvad som helst (Jens Chr. Grøndahl gjorde noget i den stil, da han forsvarede Jørgen Leth ved at henvise til en slags kunstnerisk ret, hvilket var både absurd og tragikomisk). For dermed legitimererer man sig jo bare ved at henvise til en ytrings-RET, som ingen i hvert fald i Danmark vil bestride.
Debatten løb af sporet, fordi man blandede denne ret sammen med den moralske forpligtelse, som man jo også altid har (også Jørgen Leth). Moralen kommer ind i billedet, når man i en konkret situation overvejer, om man skal skrive/tegne noget, der vil krænke andre. Vælger man rent faktisk ikke at gøre det, er det altså ikke en indskrænkelse af ytringsfriheden, men blot en moralsk stillingtagen (man vil ikke støde en bestemt gruppe).
Det I kalder "selvcensur" behøver derfor ikke være en indskrænkelse af ytringsfriheden, men simpelthen en handling baseret på en moralsk vurdering (et eksempel: En forfatter har ret til at skrive en roman, der gør grin med handicappede. De færreste vil dog formentlig gøre det, fordi det støder, altså af moralske grunde).
At man så kan tage "misforståede" hensyn (fx. til religioner) er naturligvis en anden sag. Hér ligger jo i virkeligheden den interessante diskussion, men i bund og grund er det en MORALSK diskussion (så længe vi ikke holder os tilbage af FRYGT). Faktisk kan mere "selvcensur" være et FREMSKRIDT (burde visse forfattere fx. ikke have holdt sig tilbage i nazitidens Tyskland i forhold til jøderne ...?)
Vi lægger alle bånd på os selv, og båndenes karakter ændrer sig med tiden. Men ytringsfriheden har efer min mening hverken før eller efter Muhammed-sagen været truet.
14.2.2010 - Hej kære læser!
Jeg har i dag besluttet at oprette denne blog, hvor jeg vil forsøge at kommentere aktuelle ting og fortælle nyt om mine bøger (når der er noget at fortælle...). Anledningen er egentlig et stærkt befriende interview med Carsten Jensen i dagens Politiken. Carsten Jensen har netop fået den svenske Oluf Palme pris, hvad der helt forudsigeligt har ført til mudderkastning fra diverse højrefløjs kommentatorer herunder beskyldninger om landsforædderi(!).
Jeg har det selv lidt dobbelt med Carsten Jensen (mest positivt). Men i dagens interview siger han altså meget af det samme om situationen i Danmark, som jeg selv har gået og tænkt i årevis og føler, at jeg brænder inde med (og som jeg så alligevel forsøger at tage under behandling i mine bøger). Om ligegyldigheden med tonen i Danmark, fx., og ditto om vores krigsdeltagelse, om lukketheden herhjemme og angsten for de fremmede og adskilligt mere. Det er naturligvis hørt før, men sjældent så klart. Så hvis du ikke allerede har læst interviewet, så skynd dig at skaffe det og læs en klog mand revse danskere og politikere i al almindelighed og det borgerlige Danmark i særdeleshed. For hvor er den borgerlige anstændighed lige blevet af?